Da vi flyttede på gården, manglede jeg en hest til at holde Cæsar ved selskab. Så jeg købte Zantox.
Jeg fandt ham i den blå avis. Han stod til at blive en stor pony og han var billig.
Da jeg tog ud for at se på ham – fandt jeg ud af hvorfor han var billig. Han var en 1 år
gammel hingstplag, der overhovedet ikke havde været i hånd.
Han gik rundt på en mark sammen med sin mor og der var bundet et 3 m langt tov i ham – og kunne man fange tovet, kunne man få fat i ham.
Jeg fik fat i tovet og prøvede at snakke lidt med ham. Han var flink, men ikke særlig stolt ved
situationen. Han virkede meget nysgerig og fornuftig, så jeg besluttede mig for at
tage ham med hjem.
Vi fik ham stille og roligt overtalt til at gå op i traileren – det tog faktisk kun ca 15 minutter.
Jeg havde ellers sat hele aftenen af til det 🙂
Da jeg kom hjem med ham, kom han ind og gå på sin egen mark – dog ved siden af Cæsar
og min venindes hest (som var på sommerferie hos os).
Marken er ikke så stor – knap 1 tønde land. Så jeg valgte at tage det lange tov af ham,
så han kunne få noget bevægelsesfrihed og håbede så på at jeg kunne fange ham.
Den første dag han var ved mig, var jeg oppe på marken 10 – 15 gange og snakke med ham.
De første gange trak jeg Cæsar
hen til hegnet og fik på den måde fat i Zantox. Så nussede vi i ca 4-5 minutter og så
gik jeg igen.
Allerede inden den første dag var gået, kunne jeg gå direkte hen til ham – uden hjælp
fra Cæsar og uden
at han forsøgte at undgå mig.
Jeg har siden fortsat træningen af ham og i dag kommer han som den første hen for at se,
om der skulle
falde en godbid af. Han er desuden blevet helt tam og finder sig fint i benløftning,
bandager, dækkener o.l.
og opfører sig også fint, når der er besøg af smed og dyrlæge.
Pony tror jeg nu ikke at han bliver – han er født d. 13-8-2002 og d. 13-8-2003 målte han
142 cm.
Så han bliver nok en lille hest i stedet – men det gør ikke noget.
Da han og de andre to heste havde lært hinanden at kende over hegnet, blev han lukket ind til dem.
De brød sig ikke ret meget om ham, men lod ham være, hvis han holdt en vis distance.
Da min venindes hest blev flyttet – blev han og Cæsar først rigtigt venner.
I dag bruger de meget tid på at lege sammen på folden. Cæsar bestemmer dog suverænt, men Zantox
er på ingen måde bange for ham.
Zantox er stadig hingst og får lov til at blive ved med at være det – så længe opførslen tillader det.
Så jeg er spændt på, hvornår han overtager føringen på folden 🙂
Pga at han har gået med det lange tov, da han var lille tog det ham meget lang tid at
lære at galopere. Første gang jeg så ham galopere, var da han havde været hos os i 3 uger.
Hans galop er stadig ikke for god – men den bliver hele tiden mere smidig.
Zantox blev solgt da han var 3 år gammel. Han blev købt af en pige som hedder Janni. Hun bor på Mors og hun skal bruge Zantox til at ride lidt blandt dressur, spring og skovtur på. Janni er stadig rigtig glad for Zantox og jeg er helt sikker på, at jeg fandt den rigtige ejer til Zantox dengang 🙂