Det danske sprog er en svær en

Af Gonzalo Varqas, Flygtning fra Chile

Vi starter med LÅS, der i flertal er LÅSE.
men flertal af GÅS er GÆS – ikke GÅSE.
Vi taler om FOD, er der flere, siger vi FØDDER.
men skønt vi siger FLOD, vi aldrig siger FLØDDER.
Er der, EN hedder det DEN, er der TO, siger man DISSE.

Hvorfor fan hedder PEN i flertal ikke PISSE??

At flertal af MAND er MÆND – ikke MÆNDER
er svært at forstå, når en TAND bliver til TÆNDER.
skønt et flertal af AND som bekendt hedder ÆNDER.
så hører man aldrig, at SPAND bliver til SPÆNDER.

En anden mærkværdighed her til LANDS
i tredie person er det HAN, HAM og HANS.
Er det så sund logik – ja, derom spørger jeg KUNS
man ikke om damer siger HUN, HUM og HUNS??

At SYNGE i datid på dansk er SANG
men GYNGES impektum er ikke GANG.
Og hvem kan forstå, hvorfor SPRINGE er SPRANG
når BRINGE det ikke i datid er BRANG.
Korrekt hedder datid af BRINGE jo BRAGTE,
hvor er så logikken, når man siger BAGTE
på basis af infinitiven AT BAGE.

et andet eksempel: det hedder AT TAGE.
Det bøjes i datid ved, at man siger TOG.
Skulle BAGE så ikke give BOG??
Når BRINGE er BRAGTE, skulle BAGTE være BINGE;
men så måtte RAGTE være datid af RINGE
og RAGTE det findes på dansk faktisk ikke,
derfor, må vi hellere la spørgsmålet LIGGE.